performativ læsning

Jeg er for nylig stødt på to nye fænomener. Det første er rawdogging, som i den nyere, ikke-seksuelle betydning simpelthen betyder at gennemføre noget – ofte en rejse eller en hverdagssituation – helt uden distraktioner eller digitale hjælpemidler. Det andet er performativ læsning, som dybest set handler om at bruge fysiske bøger som identitetsmarkører, hvor det at vise, at man læser en bog, er vigtigere end faktisk at læse den.

Begge tendenser har det til fælles, at de i bund og grund handler om, at det, der før var helt almindeligt, nu ses som en præstation: nemlig at kunne være uden digitale stimulanser og måske endda udholde sin egen tilstedeværelse uden konstant underholdning.

Personligt elsker jeg at læse, og jeg foretrækker særligt at læse fysiske bøger, ligesom jeg glædeligt betaler for min trykte avis. Bogen, der ligger tungt og stille i hænderne, den taktile følelse, duft og knitren, når man bladrer til næste side. Avisen, som er tynd og fleksibel at have med rundt, og papiret som er køligt og lidt ru mod fingrene. 

At læse en trykt bog eller avis kræver tid og fokus, og jeg kan ikke cykle, vaske op eller hente børn imens. Når jeg læser, er hverken min mand eller mine børn i tvivl om, at det er den ene ting, jeg gør, og at de sagtens kan få min opmærksomhed, hvis de har brug for det. Omvendt tilbyder smartphonen, iPad’en og computeren så meget, at kampen om opmærksomheden konstant er til stede. Samtidig, synes jeg, er der noget urovækkende ved et ansigt bag en skærm. Hvad ser hun lige nu? Hvor mange underholdningsmuligheder har hun i hånden på samme tid? Lytter hun til mig? Hører hun mig? Fortjener skærmen hendes opmærksomhed i højere grad end mig? 

Det var med børnene i tankerne, da jeg for halvandet år siden sagde til min mand, at mit ønske var, at skærme ikke længere skulle dominere i vores familie. Han var heldigvis fuldstændig med på ideen. Vi oplevede stort set øjeblikkeligt en ændring til det bedre. Børnene legede mere frit, konflikterne blev færre, samtalerne både bedre og dybere. 

Da vores ældste datter i sommer startede i 0. klasse, var vi imidlertid opmærksomme på, at skærmene på et eller andet tidspunkt ville blive noget, vi måtte forholde os til igen. Skærmen er den nemme knap, og ligesom den før i tiden var det værktøj, vi greb ud efter, når der skulle handles, laves mad, skabes ro eller trøstes, er det åbenbart også blevet helt normalt at bruge den som belønning eller for at skabe ro i en klasse. Her sidder 20 børn, som indtil for nylig var vant til at fjolle og grine i børnehaven. Nu skal de sidde stille, fordi de går i skole, og den opgave formår skærmen åbenbart også at være behjælpelig med. Vores datter kommer hjem med halvspiste madpakker, fordi tegnefilm på smartboardet distraherer hende, og den egenskab, som jeg er så stolt af, at hun besidder - nemlig at gøre én ting ad gangen, kolliderer med en hverdag, der kræver multitasking. 

Jeg oplever det som om, at jeg lever i en tid, hvor det simple bliver gjort til noget prætentiøst. Hvis jeg læser en bog, kan jeg da umuligt oprigtigt foretrække det frem for at lytte til en podcast eller lydbog, imens jeg scroller på Instagram? Og når jeg ikke har en smartphone, må jeg være frelst og hellig, som en læser kaldte mig, da jeg i foråret skrev et debatindlæg om mit liv uden konstante feeds og notifikationer. 

På den ene side glæder jeg mig over, at tendenser som rawdogging og performativ læsning måske begynder at vinde frem. For selvom fænomenerne åbenlyst er selviscenesættende, vidner de samtidig om et ønske om at være mere til stede i øjeblikket, mærke efter og gøre livet lidt mere simpelt. På den anden side ærgrer det mig, at det skal gøres til en decideret spektakulær bedrift at læse en fysisk bog eller bare kigge ud i luften i stedet for at lytte til en podcast. Det bekymrer mig, at det simple, langsomme og rolige nu fremstår som det radikale – og for nogen næsten uopnåelige.

“Hver ting til sin tid”, som Alfons Åbergs far så simpelt sagde det, da jeg læste godnathistorie for mine børn forleden aften. Han postede det ikke på TikTok, og han sagde det ikke, fordi det var en tendens, men fordi han ved en fejl havde lagt de nye, lange underbukser i fryseren og flødeisen i vaskerummet, fordi han prøvede at gøre alt på én gang.