uddrag fra dagbog: HVERDAG

Maj 2025

Kødsovsen skal laves, og jeg har glemt at tage farsen op fra fryseren. Godt vi fik Nichlas’ mormors gamle mikrobølgeovn - og at der findes et defrost-program på sådan en øjenbæ. Børnene er trætte, og særligt Harald er flosset i kanterne, fordi han faldt i søvn i ladcyklen på vej hjem fra vuggestue, og fordi majsolen har varmet hans fine, runde hoved under jordbær-cykelhjelmen.

Solvej er urolig ved brystet, og hun overgiver sig ikke til søvnen, som hun ellers har været så hjælpsom at gøre det de seneste par dage, så også jeg har haft muligheden for at hjælpe de store ud af overtøjet og ud på trampolinen med en sodavandsis, så jeg selv kunne sætte en vask over med tis-tøj, dække bordet, lave babymosen klar og fjerne dagens sti af babygylp fra gulvet, alt imens Nichlas går i gang med de indledende runder til aftensmaden.

Jeg vinker farvel til Solvejs eftermiddagslur, kysser hende på panden og tager hende på armen, inden jeg på bedste mor-til-tre-manér, bruger mine tæer til at samle både stofble og Haralds ko-underbukser op fra gulvet, imens jeg undrer mig over, hvorfor han mon har smidt underbukserne tre minutter efter hjemkomst.

Straks efter påbegyndt spurt, er Harald begyndt at male trampolinen med sin is, fordi han er ked af, at isen ikke er blå, og Vigga har tisset i bukserne på vej til toilettet, fordi hun udskød toiletbesøget - solen skinnede jo, isen smagte af  søde hindbær og Harald lavede sjove ting med sin is på trampolinen.

Vi dropper at vaske hænder, fordi man må vælge sine kampe, og vi bekræfter hinanden i, at bakterier er godt for børnenes immunsystem, hvilket vi for alvor kunne bruge som rustning, eftersom Harald har været snottet i en måned, imens jeg selv har været på to penicillinkure mod halsbetændelse og senest sågar en halsbyld (av!).

Harald er ikke tilfreds med mængden af parmesan på hans kødsovs, og Vigga synes, at den smager anderledes, end den plejer. Jeg skovler en portion på både Nichlas’ og min tallerken, imens Nichlas forsøger at få Solvej til at spise pulvergrød og d-dråber. Harald er kravlet under bordet og slikker kødsovs op med tungen fra gulvet. Vigga griner og falder ned fra sin Trip-Trap-stol.

Jeg stiller en tallerken foran Nichlas og sætter mig selv foran min egen. Jeg løfter min gaffel, og i samme sekund beder Vigga om en ny portion, imens Harald græder, fordi han har spildt en dråbe mælk på sin nye haj-t-shirt og derfor absolut skal have den af og en ny på.

Jeg tørrer hans ansigt for kødsovs, som har sneget sig ind mellem sprækker af et tykt lag solcreme omkring hans næse, ører og mundvig. Han affinder sig med, at resten af måltidet foregår i bar overkrop, og at han alligevel skal i bad og i seng efter aftensmaden.

Imens jeg trøster ham, tænker jeg på, om putningen i dag kommer til at vare tredive minutter eller tre timer, og om jeg mon når at spise min egen portion spaghetti, inden jeg igen skal forsøge at få Solvej til at sove, så hendes aftenlur passer med, at hun vågner tids nok til ikke at være for frisk, når hun skal sove til natten. 

Da jeg læser det her tekststykke højt for Nichlas, bliver han rørt, og jeg tænker, at der er noget særligt over hans reaktion. Vi har netop afsluttet aftenens putte-strabadser, og Nichlas har smækket benene op på det japansk-inspirerede sofabord, som vi har arvet af børnenes oldemor. Vi er trætte og udmattede, men det er glæden ved det beskrevne moment, som får både Nichlas og mig til at blive varme indeni. “Det er jo så banalt”, siger han. “Det, du beskriver, er jo benhårdt, men også mega fantastisk, sjovt og noget, som jeg ved, vi kommer til at savne engang!”. 

Det seneste 1,5 år har vi brugt alle vores aftener på at tale sammen, og selvom vi har været sammen i snart ti år, har vi lært meget nyt om hinanden, som vi begge er overbeviste om, at vi ikke ville have gjort, hvis vi stadig sad fast i vores gamle skærmvaner.

Vi har valgt ikke at have et fjernsyn, og vores børn har ikke skærmtid. Derudover har jeg ingen smartphone, og det har jeg ikke haft i snart to år. Glæden ved hverdagsscener og fravalget af skærm hænger sammen. Det har vi fundet ud af.

Jeg beder Nichlas fortælle mig, hvad han husker om vores skærmbrug fra før vi besluttede os for, at vi ikke længere ville kigge ned, men op. Dengang vi troede, at nærvær kunne downloades.

Nichlas lukker øjnene, imens han sukker på en anderledes tung måde, som overrasker mig. Han er flov, siger han. Flov over at tænke på, hvordan vi gav Vigga så meget tid med en skærm, så vi selv kunne få det samme. “Det var jo som den ultimative snydekode”, tilføjer han og kigger insisterende i min retning. “Vi greb ud efter skærmen, når vi var trætte, rejste med tog, skulle handle og når Vigga var ked af det - og især søndag morgen, når hun vågnede tidligt, imens vi gerne selv ville sove lidt længere”. 

Vi taler om, hvordan det kaotiske eftermiddagsscenarie - fra arbejde og institution til sengetid - ser anderledes ud i mange børnefamilier i dag. Akkurat som det engang gjorde det hos os. Skærmene spiller en essentiel rolle i mange hjem, og hvor der hos nogle er fastsat regler og tidspunkter for skærmbrug, overlades skærmens tilstedeværelse i andre hjem til bekvemmelighedens logik. Der skal jo sendes arbejdsmails, kagen skal dokumenteres, der skal laves aftensmad, handles ind, være ro i bilen og over lasagnen. 

Hvis skærmene stadig dominerede hjemme hos os, ville Harald  højst sandsynligt ikke være faldet i søvn på cykelturen, fordi hans hjerne var blæst bagover af stimuli fra Kids Diana Show eller en anden digital konfettibombe. På den måde ville det have været lettere at putte ham til natten. Til gengæld havde han så heller ikke skrålet med på “Højt på en gren en krage” sammen med sin søster eller råbt “KO’ER”, da vi passerede køerne og kalvene langs den sti, som vi altid cykler, når vi trætte og lettede cykler hjem.

Isen var heller ikke blevet smurt ud på trampolinen, hvis han havde siddet paralyseret i sofaen, imens han så tegnefilm, og aftensmåltidet var forløbet kedeligt stille, med en manglende bevidsthed omkring den mad, som børnene tanketomt og fraværende proppede i sig.

Tandbørstning og puttetid kunne også  have været hjulpet godt på vej med en iPad eller en iPhone, og det efterfølgende luk-øjnene-og-hold-min-hånd-marathon, hvor vi den dag i dag sidder og kigger ud i rummet, tænker, giver vores hjerner ro eller læser i en fysisk bog, havde måske for mange været mindre kedeligt eller mere produktivt, hvis de på samme tid kunne scrolle igennem Instagram eller bestille nye strømper i størrelse 26.