uddrag fra dagbog: pilurt

Maj 2025

Nichlas er netop cyklet afsted med Vigga til børnehaven og Harald til vuggestuen, og jeg har netop modtaget en SMS fra Kim, som er kloakmester, og som skulle have banket på vores hoveddør om to minutter. Han har fået en akut sag, og derfor kan han først være hos os om fem timer. Forleden opdagede jeg et stort hul i græsplænen i vores forhave. Straks efter opdagede jeg ét mere og ét mere. “Er størrelsen svarende til bunden af en ølflaske?”, tænkte jeg for mig selv, fordi min far havde fortalt mig, at det i så fald er et rottehul. 

Egentlig har jeg en kaffeaftale med to veninder fra min gymnasietid, som begge for ganske nyligt er blevet mødre for anden gang. Jeg vil gerne afsted, for i hele min barsel har jeg følt mig lidt ensom herhjemme. Jeg svarer Kim, at det er helt ok, men om det er nødvendigt, at jeg er hjemme, når han skal besigtige kloakken. Han svarer ikke. 

Solvej er lige faldet i søvn ved mit bryst, og jeg løfter hende forsigtigt over i slyngevuggen, som hun snart er ved at være for stor til. Jeg er ærgerlig over, at det ikke ser ud til, at jeg kan nå min kaffeaftale, men på samme tid føles det også som om, at jeg har fået foræret en pose med tid, som jeg ellers ikke havde haft. Det er mandag, og selvom weekenden med børnene og masser af forårssol i haven har været skøn, er jeg også godt mør. Jeg har svært ved at falde i søvn for tiden, så selvom Solvej sover tungt og godt  i min armhule, ligger jeg selv og stirrer op i loftet. For et år siden havde jeg fundet min telefon frem, men det hverken kan eller vil jeg længere, så i går læste jeg i stedet for en bog færdig, som jeg var i gang med. Det tog to timer, og på den måde føles trætheden i dag ikke helt så hård, fordi der findes få ting, som er mere tilfredsstillende end at færdiggøre en god bog. 

Jeg løfter blikket og kigger rundt i vores stue, som snart har været vores i otte måneder. Vores første hus. Jeg kender hver detalje, fordi jeg har brugt så mange timer på at kigge rundt, når jeg i hele og halve timer har siddet netop her i min grågrønne sofa og ammet min yngste datter.  Når jeg ammer min datter, bliver jeg tvunget til at sidde og til at være stille. Det tvinger mig til at give min hjerne ro, at kede mig, at fæstne mit blik på noget i rummet omkring mig. Jeg er et travlt menneske, og Nichlas siger ofte, at det er både min svaghed og min styrke. Jeg kan lide orden og forudsigelighed, men jeg afskyr det også. Jeg er gladere, når jeg giver slip, og når jeg laver en sti gennem legetøjet i stedet for at rydde det op. Gladere, når jeg tager hjemmefra uden at have planlagt hvornår og hvorhen. Gladere, når jeg hiver strømperne af, smider mig på græsplanen og dropper at skemalægge børnenes aftensmad, aftenbad, aftenlur og aftenputning. 

Jeg fæstner mit blik på vores spisebord og stolene omkring det. Fire forskellige træsorter og flere forskellige stilarter. Eg, Teak, Kirsebær, Bøg. Genbrug, arvestykker, Ilva. Det ser både meningen og ikke meningen ud. I hjørnet står den store, sommergule gyngestol, som jeg har fået af Nichlas’ mormor. Den er så fantastisk smuk og så utroligt klodset. Skibet, kalder vi den. Nichlas’ mormor havde den stående i kælderen, men den har fulgt hende i syv årtier. “Den er fantastisk smuk”, sagde jeg til hende, da jeg for mange år siden besøgte hende i hendes vidunderlige hjem med udsigt ud over Silkeborgsøerne. “Den skal du have!”, sagde hun resolut. Da hun et par år senere kom på plejehjem, var det vigtigt for hende, at gyngestolen blev min, og da Solvej var helt spæd, var den det perfekte sted at sidde i timevis og amme hende. 

Jeg tænker tilbage på et studie, jeg læste, da det var Harald, jeg ammede. Studiet havde angiveligt påvist, at kontakten mellem mor og barn i dag var svækket, fordi barnet, når det eksempelvis blev ammet, ikke fik den samme øjenkontakt med sin primære omsorgsperson, fordi hendes blik i stedet var optaget af hendes telefon. Om studiet er sandt eller dokumenteret, ved jeg ikke - men det ramte noget i mig. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne have givet Vigga og Harald mere kærlig øjenkontakt og ansigt-til-ansigt, hvis jeg ikke dengang havde haft et uhensigtsmæssigt forhold til min telefon. 

Jeg vender tilbage til mit nu og rejser mig for at gå en runde i haven. For et par uger siden sagde jeg til Nichlas, at jeg ønskede at plante en syren, fordi den søde duft gør mig lykkelig. Vi flyttede ind i vores hus i efteråret, og her i maj måned er hver morgen et lille botanisk eventyr, fordi vi ikke ved, hvad haven gemmer på, og fordi det opleves som om, at hver morgenstund har bragt en ny blomstring med sig. Pludselig anes blomster på den store rhododendron, stærke og stive fjerbregner overtager pladsen for de brune og visne fra sidste sæson, grenene med endnu grønne ribs fylder og pynter halvdelen af vores havehus. 

Det er på min runde i haven, at jeg pludselig opdager, at vi allerede har en syren. Faktisk ser jeg den ikke først, men jeg dufter den i forbifarten, drejer om på hælen og føler mig virkelig heldig, da jeg aner de fine, violette blomstertoppe, som dufter lige akkurat, som jeg ønsker dem. Jeg ved, at syrenen er hårdfør, men jeg bliver alligevel forskrækket, da jeg ser, at en stærk japansk pileurt tordner gennem syrenens blade og blomster. Det er først for nylig, at jeg har lært den japanske pileurt at kende. Vi opdagede den bag legehuset i hjørnet af haven, og Nichlas, som er glad for at slå græsset, men som ikke ligefrem tager initiativet til at fjerne ukrudt, sagde, at han syntes, den var flot. Fordi vi endnu ikke vidste, at japansk pileurt - en flot, grøn og nærmest eksotisk plante - betegnes som en invasiv art, og at den er decideret dårlig for biodiversiteten, lod vi den være. Men når jeg om morgenen stod i stuen og kiggede ud ad vinduet, var der alligevel noget ved planten, som gjorde mig utilpas. Det var som om, at den voksede for hurtigt, for voldsomt. Hvor de andre planter, blomster og sågar ukrudtet mellem dem, gav mig en varm følelse af forbundethed, så mærkede jeg en uro, når jeg betragtede pileurten. 

Det var vores nabo, som i en nabovenlig samtale over hækken, nævnte, at det kunne være en japansk pileurt, og spurgte mig, om jeg ikke bare havde søgt på den med min smartphone. Det havde jeg ikke, for jeg har besluttet mig for at lære min have at kende på en anden måde end gennem skærmen på en telefon.  

Smartphonen minder  mig om den japanske pileurt. Den ankommer i stilhed - nærmest ubemærket. Den kommer med løftet om noget smukt, men før vi aner det, har den slået rødder i hver en sprække af hverdagen. Den vokser under overfladen – i samtalerne, i nærværet, ved middagsbordet – og den bryder op gennem relationernes fundament, hvor den fortrænger pauserne og de dybere forbindelser. Præcis som pileurten skygger for alt omkring sig og gør det vanskeligt for andre planter at trives, skubber smartphonen vores opmærksomhed væk fra det menneskelige og det nære. Og ligesom pileurten kræver konstant opmærksomhed, vedholdenhed og aktiv bekæmpelse for ikke at overtage din have, kræver det en bevidst indsats at skabe rum i hverdagen, hvor teknologien ikke får lov at dominere.